El? Strøm?
– Hvordan er det lige det hele fungerer?
Hvad er el? Og strøm? Slår man ordet el op i ordbogen så er det korte svar, at el er elektricitet. Det kan hurtigt blive ret teknisk og måske endda lidt nørdet med elektroner i hvile og bevægelse. Så lad os hurtigt hoppe over denne del.
I stedet er el (også kaldet strøm) i vores verden dét, som kommer ud af stikkontakten, og som hver dag forsyner vores mange husstande og virksomheder.
Hvor kommer vores el og strøm fra?
Strømmen i din stikkontakt produceres på mange forskellige måder – og via mange forskellige energikilder. Blandt disse energikilder kan nævnes kraftværker, vindmøller og vandkraft. Du kan også modtage din strøm fra de ca. 90.000 solcelleanlæg, vi i dag har i Danmark.
Udover den strøm som produceres i Danmark, kan en del af den el vi bruger blive dækket af vores nabolande. Vi er i Danmark en del af det nordeuropæiske elsystem, og derfor kan vi også købe og modtage el, der er produceret i fx Sverige, Norge og Tyskland.
Handlen med el foregår på Nord Pool Spot, der er den nordiske elbørs. Handlen på elbørsen kan sammenlignes lidt med aktiehandel, hvor man så her handler med strømmen (Megawatt-time, MWh) fremfor værdipapirer.
Hvordan fastsættes prisen på el?
Prisen på el fastsættes på Nord Pool Spot. Her er der en række forskellige udbydere af el, både danske og udenlandske, som tilbyder deres el på elbørsen, hvor prisen så fastsættes efter udbud og efterspørgsel. Strøm kan ikke gemmes (endnu), men skal anvendes med det samme, hvilket gør det svært at regulere forholdet mellem udbud og efterspørgsel.
Udbuddet af de forskellige energikilder påvirkes blandt andet af vejrforholdene i Danmark og i vores nabolande. Eksempelvis er vindforholdene afgørende for vindmøllernes strømproduktion og vandstanden i de norske og svenske elve er afgørende for strøm produceret via vandkraft. Man kan derfor ikke med 100% sikkerhed styre produktionen af strøm. Til gengæld kan man skrue op og ned for produktionen på kraftværkerne afhængig af udbud og efterspørgsel.
Da både udbud og efterspørgsel har betydning for den pris, der fastsættes på Nord Pool Spot, vil prisen typisk falde, hvis efterspørgslen – og dermed elforbruget – er lavt. Det er den ofte om natten, hvor der i private husholdninger generelt ikke forbruges så meget strøm, som om dagen. I sommerperioden vil efterspørgslen (og igen elpriserne) ofte også falde, da vi både befinder os mindre indenfor i hjemmet og har mindre lys tændt i de lyse sommertimer. Ja, altså når det så ikke lige regner.
Prisen på el fastsættes på den nordiske elbørs, Nord Pool Spot.
Elforbruget er efterspørgslen i markedet
Elforbruget er den mængde strøm du bruger i hjemmet, og udgør derfor en del af efterspørgslen på elbørsen.
Forbruget måles enten via en fjernaflæst elmåler eller ved (gammeldags) aflæsning og indtastning af elmålerens tællerstand. Det er ikke alle husstande i Danmark, der har en fjernaflæst måler. Det kommer nemlig helt an på om det elnetsselskab, man hører ind under, har investeret i det. Du kan finde dit
elnetselskab her.
SYD ENERGI Net begyndte allerede tilbage i 2008 at installere fjernaflæste målere i alle husstande i vores net-område. Se hvilke fordele, det giver dig og hvordan du nemt kan følge dit elforbrug. Her finder du også vejledninger til de forskellige elmålermodeller.
DataHub – udtales ˈda·taˈhʌb, men hvad er det lige?
Strømmens vej fra producenterne til elbørsen til elselskaberne og, sidst, til dig som forbruger kræver en hel del udveksling mellem (forbrugs)data og informationer. For at håndtere denne ”strøm” af informationer på kryds og tværs implementerede Energinet.dk DataHub’en som et centralt og uafhængigt it-system.
Systemet blev sat i drift tilbage i 2013 og fik en opgradering tilbage i 2016, hvor ”Engrosmodellen” blev indført på elmarkedet. Det betyder bl.a. at du i dag kun får én elregning uanset hvilken elleverandør du vælger. Elregningen indeholder dog stadig en masse forskellige (og nogle gange kryptiske) informationer.
Hvordan skifter man så elselskab?
Et skift til Norlys som dit nye elselskab er faktisk ret nemt. Du kan vælge enten at bestille online eller blive ringet op af en rar kundekonsulent. Måske er det Mick, der ringer dig op. Hvis du vælger, at blive ringet op så klarer Mick bestillingen for dig. Vælger du i stedet, at klare det selv, og bestille din elaftale online, skal du blot igennem disse 2 steps:
Step 1: Vælg den aftale der passer til dig – eksempelvis vores klimavenlige elaftale.
Step 2: Udfyld bestillingen så klarer vi skiftet.
Herefter modtager du en slutopgørelse fra din nuværende (og snart tidligere) elleverandør, og vi leverer fra den aftalte dato. Fremadrettet vil du modtage din elregning fra Norlys. Der er altså hverken udfald i din el eller noget synderligt du skal foretage dig i forbindelse med skiftet.
Er du stadig i tvivl om hvilken elaftale, der passer til dig og dit behov, så ringer vi gerne til dig og får en uforpligtende snak omkring dine muligheder.